Pressemeddelelse
Så skal vi i kirke!
For femte år i træk inviterer “Fyld Danmarks Kirker” søndag 29. september danskerne til at gå i kirke og opleve, at den “almindelige” højmesse hver søndag året rundt i danske kirker kan være nøjagtig lige så festlig som for eksempel juleaften, påske, pinse og de store familiebegivenheder, som de fleste danskere vælger at benytte kirken til.
Ordet og salmerne er centrale for gudstjenesten, og hele ideen er, at danskerne netop denne dag gør ekstra ud af at invitere familie, venner og naboer med i kirke.
Den særlige stemning ved en dansk højmesse holder mange af, men ofte hører man, at kirkerne er næsten tomme om søndagen, og derfor vælger mange den lette løsning – at blive hjemme.
29. september er der en særlig stor chance for, at der kommer flere i kirke, fordi der over hele landet tales mere om netop denne søndags gudstjeneste, og samtidig vil man kunne føle sig som del af et større fællesskab i bevidstheden om, at der også er mange kirkegængere i nabokirken og i kirker i andre dele af landet.
“Fyld Danmarks Kirker” opstod på Vestlolland i 2009 og blev allerede året efter landsomfattende. Gennem årene har flere og flere sogne tilmeldt sig, og også danske kirker i udlandet har følt sig tiltrukket af ideen. I år er også katolske kirker med.
Det kræver ikke noget særligt at gå i kirke søndag 29. september – men følges man med andre, er det måske lettere for nogen.
Kig i de lokale gudstjenestelister og se klokkeslettet for højmessen i din lokale kirke! Så ses vi.