Prædikenen 2. pinsedag 2009 i Reventlowparken, Lolland ved sognepræst Bente Asschenfeldt

Kristi Himmelfarts dag oplever disciplene, at Jesus for anden gang i løbet af kort tid forsvinder for øjnene af dem. I Lukas evangeliet hører vi, at Jesu himmelfart finder sted i nærheden af Bethania, altså lidt udenfor Jerusalem. Og efter at Jesus havde forladt dem, vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de opholdt sig i templet og lovpriste Gud. Jesus havde sagt til dem, at de skulle blive i byen, indtil de bliver iført kraften fra det høje.

Pinsesøndag er mange mennesker forsamlede i og omkring templet. En af jødernes store valfartsfester var knyttet til pinsen. Man kom fra nær og fjern for at takke Gud for den veloverståede kornhøst. Det var en endags fest, som senere i jødernes historie også blev brugt til at sige Gud tak for de ti bud.

Vi kan vel godt tale om, at denne anden pinsedags gudstjeneste her i Reventlowparken er blevet en slagt valfartsfest. Det er jo blevet meget moderne og in at valfarte til forskellige steder. De senere år har flere og flere fundet vej hertil, hvor de dejlige omgivelser kan nydes, hvor man er del af et større gudstjenesteligt fællesskab, og hvor man efterfølgende kan nyde sin mad. Der er feststemning over sådan en dag.

Der var også feststemning i Jerusalem den første pinsesøndag efter Jesu opstandelse og himmelfart. Men pludselig sker der noget aldeles uventet. Der kom en lyd, der lød som et kraftigt vindstød. Vi kender det godt. Alt har åndet fred og idyl, pludselig kommer der en gigantisk susen i træerne. Ikke et sekund er man i tvivl om, at et stormvejr er på vej. En sådan susen hørtes – det mærkelige er, at det høres både ude og inde. Denne susen fylder hele det hus, disciplene befinder sig i. De deltager i pinsefesten og opholder sig formodentlig i en af de bygninger, der ligger ved templet. Sammen med andre jøder er de samlet til gudstjeneste og bøn.

Da dette mærkelige sus trænger gennem huset, bryder der ikke et uvejr løs, men en sand talestrøm. De oplever, at tunger som af ild sætter sig på hver enkelt af dem. Det der sker med dem er, at de begynder at tale med begejstring, med ildhu. De kan ikke lade være.

Tungen bruger vi til at tale med – der går nærmest ild i deres tunger, så de må tale om alt det, som deres sind og tanke er fuldt af. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. De bliver fyldt af Helligånden – Guds ånd, som bringer dem ud med ordet. Fra at have holdt en almindelig gudstjeneste begynder de nu vidt og bredt, at fortælle om alt det, de har oplevet sammen med Jesus og fortælle alt det, de selv har hørt om Gudsriget.

Pinsedag går det op for dem, at de må på banen, hvis alt, hvad de havde set og hørt sammen med Jesus, ikke skal tabes på gulvet. De må ud med evangeliet, og de begynder med at fortælle det i den forsamling, de befinder sig i – en forsamling af jøder og mennesker, der kunne tænkes at blive jøder. Nogen var bosiddende i Jerusalem. Andre kom så langvejs fra som Libyen i Afrika og Mesopotamien i øst (det nuværende Irak). Og de lyttende er fulde af beundring over den liflige tale, der udgår af disciplenes mund.

Helligånden fornyer – og disciplene kan slet ikke længere holde sig i ro. Nu er evangeliets udbredelse deres sag – det er den helt nye situation, de står i, efter at Jesus ikke længere er iblandt dem. Jesus havde lovet ikke at svigte dem, men at sende sin ånd. Det er dette nye følgeskab, de bliver klar over, er en realitet fra pinsesøndag.

Disciplene var nogle ganske almindelige mennesker – de var håndværkere, fiskere, teltmagere, sæsonarbejdere og de fleste af dem var fra Galilæa, hvilket stort set kan sammenlignes med at være fra Lolland.

Det er nogle sådan helt almindelige mennesker, der pludselig bliver grebet af Helligånden – af begejstringens ild – og bliver missionærer.

Og hvad kommer det så os ved, os der i dag er til gudstjeneste i Reventlowparken.

Temmelig meget, mere end I aner eller forestiller jer.

Der er et mundheld, der siger, at Gud og fanden delte befolkningen mellem sig ”Vor Herre og fanden sorterede sjæle og delte dem i fuld enighed. De kom til lollænderne. Vor Herre ville ikke have dem. Fanden turde ikke tage dem. Derfor deltes befolkningen op i de gode, de onde og dem fra Lolland”.

Nu er der jo nogen, der har forstået, at gøre en dyd ud af dette gamle mundheld.  ”Dem fra Nordlunde” er jo en varebetegnelse, vi alle kender, ” dem fra Lolland,” det er så os, der er til stede her i dag – blandt andet.

Hvad kommer den første pinsesøndag os fra Lolland ved – ud over oplevelsen af at være i denne smukke park.

Alt – det er livet om at gøre.

Nogle af jer, der er tilstede her i dag, udgør de sidste rester af en religiøs bevægelse fra slutningen af 1800 tallet. Denne folkelige vækkelse betød mange kirkegængere, den betød møder og stillingtagen til tro. Den betød bøn, bibellæsning og kristen opdragelse.  Den er ved at ebbe ud. Det er jer – lægfolket, der skal i gang med at få evangeliet ud. Præster er ret ligegyldige i denne sammenhæng. Vi er en slags ceremonimestre for gudstjenesten, vi døber og uddeler nadveren, men det er ikke os og vores virke, der skaber nye tider.

Det er først, når lægfolket begynder at tage evangeliet alvorligt på en sådan måde, at det må fortælles, det må ud– det er først der, der virkelig rykkes grænser. Vi ved det fra andre historiske sammenhænge. Konger og kejsere kunne kæmpe nok så meget om magten, og der kunne ske nye grænsedragninger. Men der, hvor de store ændringer skete/sker, er, når hele folkeslag sætter sig i bevægelse og begynder at vandre, så kan de ikke standses. Disciplene kunne efter pinsesøndag ikke standses. De havde fået betroet den opgave at bringe evangeliet til jordens fjerneste ender. Det går de i gang med megen ildhu, med begejstring med ord, der brænder sig ind i de lyttendes hjerter, så de aldrig mere bliver de samme. De må tage stilling, om de vil tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus. Om han skal være deres frelser, eller de vil leve uden. Og i løbet af kort tid er de rigtig mange.

Helligånden får disciplenes tunger på gled. Den første dag var de 3000 mennesker, der omvendte sig – og blandt disciplene var der ingen præster – de er lægfolk.

Hvis det kristne Danmark ikke skal stoppe med jer, der er her i dag – så må I som lægfolk i gang med at få evangeliet fortalt til venner og bekendte, til alle I møder på jeres vej ,og I må i gang med at opdrage jeres børn i den kristne tro. Det kunne jo være alle tiders, hvis Helligånden fik sat så meget skub i os alle – for i denne sammenhæng er præster også lægfolk –at vi fra Lolland – Dem fra Lolland – blev hørt af folk omkring os.

Et forslag kunne være, at vi i Danmark fandt en søndag, som vi  udråbte til en Fyld Kirken søndag og alle fik dem, de kendte med. Der er en del mennesker, der ikke går i kirke om søndagen, for tænk hvis der ikke er ret mange andre. De kommer kun ved særlige lejligheder, hvor de er sikre på ikke at være alene. De ville være selvskrevne. Og så alle dem, der egentlig godt kunne tænke sig at komme, men der er travle dage.

Fyld kirkerne en søndag.

Hvad ville der ske?

Pinsesøndag omvendte 3000 mennesker sig, fordi nogle mennesker med begejstring fortalte om Guds rige. Tænk hvis blot 300 ud over hele landet efter en sådan søndag fandt ud af, at kirken har netop det ,de længe har ledt efter. Det vil være med til at give et gevaldigt ryk. Det er lægfolket ,der er ansvarlig for at vi stadig kan tro på den levende Guds søn – Vor Herre Jesus Kristus.

Lad os komme i gang. Det haster.

Mennesker har hårdt brug for at høre evangeliet, at ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Amen