Uddrag af prædikenen 2009

Uddrag af prædikenen 2. pinsedag 2009 i Reventlowparken, Lolland ved sognepræst Bente Asschenfeldt

Pinsesøndag er mange mennesker forsamlede i og omkring templet. En af jødernes store valfartsfester var knyttet til pinsen.

Vi kan vel godt tale om, at denne anden pinsedags gudstjeneste her i Reventlowparken er blevet en slags valfartsfest. Det er jo blevet meget moderne at valfarte til forskellige steder. De senere år har flere og flere fundet vej hertil, hvor de dejlige omgivelser kan nydes, hvor man er del af et større gudstjenesteligt fællesskab, og hvor man efterfølgende kan nyde sin mad. Der er feststemning over sådan en dag.

Der var også feststemning i Jerusalem den første pinsesøndag efter Jesu opstandelse og himmelfart. Men pludselig sker der noget aldeles uventet. Der kom en lyd, der lød som et kraftigt vindstød. Vi kender det godt. Alt har åndet fred og idyl, pludselig kommer der en gigantisk susen i træerne. Ikke et sekund er man i tvivl om, at et stormvejr er på vej. En sådan susen hørtes – det mærkelige er, at det høres både ude og inde. Denne susen fylder hele det hus, disciplene befinder sig i.

Da dette mærkelige sus trænger gennem huset, bryder der ikke et uvejr løs, men en sand talestrøm. De oplever, at tunger som af ild sætter sig på hver enkelt af dem. Det der sker med dem er, at de begynder at tale med begejstring, med ildhu. De kan ikke lade være.

Pinsedag går det op for dem, at de må på banen, hvis alt, hvad de havde set og hørt sammen med Jesus, ikke skal tabes på gulvet. De må ud med evangeliet, og de begynder med at fortælle det i den forsamling, de befinder sig i.

Og de lyttende er fulde af beundring over den liflige tale, der udgår af disciplenes mund.

Helligånden fornyer – og disciplene kan slet ikke længere holde sig i ro. Jesus havde lovet ikke at svigte dem, men at sende sin ånd. Det er dette nye følgeskab, de bliver klar over, er en realitet fra pinsesøndag.

Disciplene var nogle ganske almindelige mennesker – de var håndværkere, fiskere, teltmagere, sæsonarbejdere, og de fleste af dem var fra Galilæa, hvilket stort set kan sammenlignes med at være fra Lolland.

Det er nogle sådan helt almindelige mennesker, der pludselig bliver grebet af Helligånden – af begejstringens ild – og bliver missionærer.

Og hvad kommer det så os ved, os der i dag er til gudstjeneste i Reventlowparken.

Temmelig meget, mere end I aner eller forestiller jer.

Der er et mundheld, der siger, at Gud og fanden delte befolkningen mellem sig ”Vor Herre og fanden sorterede sjæle og delte dem i fuld enighed. De kom til lollænderne. Vor Herre ville ikke have dem. Fanden turde ikke tage dem. Derfor deltes befolkningen op i de gode, de onde og dem fra Lolland”.

Hvad kommer den første pinsesøndag os fra Lolland ved.

Alt – det er livet om at gøre.

Nogle af jer, der er tilstede her i dag, udgør de sidste rester af en religiøs bevægelse fra slutningen af 1800 tallet. Denne folkelige vækkelse betød mange kirkegængere, bøn, bibellæsning og kristen opdragelse.  Den er ved at ebbe ud. Det er jer – lægfolket, der skal i gang med at få evangeliet ud.

Det er først, når lægfolket begynder at tage evangeliet alvorligt på en sådan måde, at det må fortælles, det må ud – det er først der, der virkelig rykkes grænser. Disciplene kunne efter pinsesøndag ikke standses. De havde fået betroet den opgave at bringe evangeliet til jordens fjerneste ender. Det går de i gang med megen ildhu, med begejstring med ord, der brænder sig ind i de lyttendes hjerter, så de aldrig mere bliver de samme. De må tage stilling til, om de vil tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus. Om han skal være deres frelser, eller de vil leve uden. Og i løbet af kort tid er de rigtig mange.

Hvis det kristne Danmark ikke skal stoppe med jer, der er her i dag – så må I som lægfolk i gang med at få evangeliet fortalt til venner og bekendte. Det kunne jo være alle tiders, hvis Helligånden fik sat så meget skub i os alle – at vi fra Lolland – blev hørt af folk omkring os.

Et forslag kunne være, at vi i Danmark fandt en søndag, som vi udråbte til en Fyld Kirken søndag, og alle fik dem, de kendte, med. Der er en del mennesker, der ikke går i kirke om søndagen, for tænk hvis der ikke er ret mange andre. De kommer kun ved særlige lejligheder, hvor de er sikre på ikke at være alene.

Fyld kirkerne en søndag.

Hvad ville der ske?

Pinsesøndag omvendte 3000 mennesker sig, fordi nogle mennesker med begejstring fortalte om Guds rige. Tænk hvis blot 300 ud over hele landet efter en sådan søndag fandt ud af, at kirken har netop det, de længe har ledt efter. Det vil være med til at give et gevaldigt ryk.

Lad os komme i gang. Det haster.

Mennesker har hårdt brug for at høre evangeliet, at ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Amen

Reklamer
%d bloggers like this: