Opfordring fra biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift – 9. maj 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

Fyld Danmarks kirker!

Det er tankevækkende, så mange gange Ny Testamente taler om fylde. Vi hører om tidens fylde, at blive fyldt med Helligånden, fyldt med tro og visdom, fyldt med nåde og sandhed, fyldt med forventning, glæde og duft. Vi hører om fulde kar, fulde kurve, fulde lagre. Og endelig – og ikke mindst – hører vi i Jesu lignelse om det store festmåltid, at husets herre befaler, at hans hus skal være fyldt. Gud er ikke tilfreds med halvtomme huse eller kar. Han ønsker fulde kar og fulde huse.

På den baggrund er der god grund til at tænke og drømme stort og for tredje år i træk sige: Fyld Danmarks kirker! Og lad os som Herrens sendebud gå ud på gader og stræder med invitationen om at samles til gudstjeneste. Derfor vil jeg opfordre til at bakke op om initiativet ”Fyld Danmarks kirker” søndag den 25. september og invitere vidt og bredt i sognet, så kirken kan blive fyldt. Kun fantasien sætter grænser for, hvem vi skal invitere, og hvordan vi skal gøre det.

Der er dage, som skal være anderledes, og som kan hjælpe os til at tænke nyt og vove at gå nye veje. Denne dag kan minde os om, at det ikke er godt nok, at kirken ikke er fyldt. Vi ved da godt, at det er meningsfyldt at holde gudstjeneste også for få. Men lad os denne ene dag alligevel vove at sige: Nej, det passer ikke. Det er slet ikke nok. Vi vil fylde kirken, for vi er tjenere for en herre, som ønsker fulde huse.

Vi ses i kirken, søndag den 25. september 2011!

Steen Skovsgaard

biskop

 

Advertisement
%d bloggers like this: