Helt vild fuld kirke – se slideshow fra Jerslev

http://www.jerslev.net

Helt vildt fuld!

Der er ikke noget med tomme kirker i Jerslev: 309 mennesker lagde vejen forbi kirken til en alternativ høstgudstjeneste søndag den 30. september.

Helt vildt fuld!

Der er ikke noget med tomme kirker i Jerslev: 309 mennesker lagde vejen forbi kirken til en alternativ høstgudstjeneste søndag den 30. september. Dermed var kirken fyldt op til bristepunktet, og ekstra stole og sæder måtte tages i brug. Men det var også en helt særlig gudstjeneste. Sognet deltog i den landsdækkende ”Fyld Danmarks Kirker”-kampagne, og i den anledning havde sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen overladt planlægningen af gudstjenesten til en gruppe dygtige og engagerede frivillige.
Der var musik i kirken mens folk ankom, og forskellige lokale læste bønner og tekster op under gudstjenesten. Efter sognepræstens prædiken, som handlede om at være taknemmelig for livets gaver, blæste nogle udvalgte blandt menigheden glædessæbebobler ud over resten af de tilstedeværende. Børnehaverne i Jerslev havde pyntet kirken med blomster, tegninger og frugt, og kirkens børne-ungdomskor og voksenkor under ledelse af organist Jørn Andersen sang festlige høstsange. Udstyr til musikken var udlånt af Kulturkirken. Efter gudstjenesten var der kaffe og kage til alle, og folk stod og sad hvor der nu lige var plads, mens de hyggesnakkede og nød serveringen.
Inden gudstjenesten havde Ann Sofi Lægsgaard udskrevet konkurrence om hvem der kunne gætte hvor mange der ville komme i kirken. Hun havde modtaget mange bud, og præmien, en udgave af Den Nye Aftale, gik til Dagmar Bech Hansen, som havde gættet på 309 fremmødte. Det er skønt at være fuld – især hvis man er en kirke.
Advertisement
%d bloggers like this: