Hvejsel kirke skriver i sep. 2012

På hjemmesiden http://www.hvejselkirke.dk skrives bl.a. 

Fyld Kirkerne

I år 2012 har vi meget brug for, at vi får alle de gode historier fra kirken fortalt.
I Præsteforeningens blad den 20. april 2012 skriver biskop Karsten Nissen, Viborg Stift, at vi skal huske at fortælle historien om “folkekirken i sol” i en tid, hvor medierne fokuserer meget på den dårlige historie om folkekirken med tomme kirker, lukning af kirker – senest beslutningen om at lukke 16-17 kirker i København – færre folkekirkemedlemmer og højere kirkeskat.
Dårlige historier er der nok af, men en af solskinshistorierne er, at ideen om Fyld Danmarks Kirker har spredt sig som ringe i vandet og man lokalt har grebet ideen og bygget videre på den, så der nu er ganske mange rundt om i landet, der kender begrebet Fyld Danmarks Kirker og mange, der gerne vil være med til at sætte fokus på gudstjenesten.
Fra 2009 til i dag har stadig flere kirker tilsluttet sig ideen om at få inviteret så mange som muligt til gudstjeneste den sidste søndag i september med det håb, at flere og flere vil finde ud af, at kirkens gudstjenester indeholder så meget af det, det moderne mennesker trænger til: fred og ro til sjælen, bøn og meditation, hvor der er rum for det højtidelige og rituelle, en prædiken som kan give noget at tænke over, nadveren hvor tilgivelsen rækkes til alle – tilgivelse er altid udgangspunktet for at få nyt liv for et menneske, der er låst fast i skyld.
Kirken er også fællesskabets sted. Her er alle lige, her mødes mennesker for at møde Gud, her er en verden, der går ud over det enkelte menneskes formåen.
Kirken kan meget, den har stor erfaring at trække på. Her er ritualerne, der kan tackle både glæde og sorg.
Alt dette kan mennesker få øjnene op for, hvis de først får vovet sig hen i kirken.
Begynd med at invitere folk du kender med til Fyld Danmarks Kirker søndagen. Den personlige invitation er det, der virker allerbedst.
Og så er det selvfølgelig håbet, at mange vil få øjnene op for kirkens kvaliteter og komme der, ikke bare én men mange søndage om året. Det vil føre til endnu flere solskinshistorier fra folkekirken og forhåbentlig være med til at standse den negative spiral, som præger debatten i øjeblikket, og i stedet være med til at forny og bevare den kirke, som mange af os bruger og holder meget af.
Vi vil meget gerne dele alle de positive oplevelser med så mange som muligt.
Derfor hjertelig velkommen til Fyld Danmarks Kirker sidste søndag i september

Sognepræst
Gitte Sandager Bjerre Wetche
Hvejsel præstegård
Hvejselvej 67
7300 Jelling

Reklamer
%d bloggers like this: