Et par hundrede iPhones er sat på lydløs og stemningen fortættet som til en julegudstjeneste, når folk i Christianskirken søndag 30. september kl. 10.00 begynder gudstjenesten med
’I østen stiger solen op’.
Sådan håber vi, at ’fyld-kirken’ gudstjenesten bliver i Christians-kirken. For vi indbyder alle, unge og gamle, børn og voksne, dem der ofte går i kirke, og dem der kommer sjældnere til at møde op på søndag kl. 10 og opleve, hvor opløftende det er at være i kirke, ikke mindst når vi er mange sammen.
Det er et landsdækkende initiativ, hvor kirker i hele Danmark for fjerde år i træk gør noget helt særligt ud af at invitere mennesker til gudstjeneste den sidste søndag i september.
I Christianskirken er der gudstjeneste med alt det, som hører til: salmer og bønner – nogle af dem skrevet af årets konfirmander – bibellæsning og nadver, orgelmusik og korsang. Der er bibel fortælling for de yngste med konfirmandernes tegninger og en kort prædiken for de voksne. Alle kirkens medarbejdere står klar til at tage imod med det håb, at kirken bliver fyldt til sidste plads!
Velkommen til fællesskabet i folkekirken, som rigtig mange tilhører og ønsker skal bestå, for det er fra folkekirkens tro, at mange af vores fælles værdier og holdninger kommer.
Hvorfor vente helt til jul med at opleve fællesskabet og glæden ved at synge de kendte salmer, inspirationen ved at lytte og mærke den fred, som er i kirken? Kom i Christianskirken på søndag kl. 10.00 – og tag din nabo med.