Genopliver højmessens fællesskab – 09.06.2010

“Fyld Danmarks kirker” genopliver højmessens fællesskab

Initiativtagerne Bente Asschenfeldt og Rebekka Maria Kristensen prøver nu at gøre projektet “Fyld Danmarks kirker” landsdækkende. Her ses et billede af Utterslev Kirke fra forsiden af hjemmesiden fyldkirken.dk, hvor landets sogne kan tilmelde sig projektet. —

– Rebekka Maria Kristensen.

IDEEN KORT FORTALT

“Fyld Danmarks Kirker” er et af de syv kirkelige projekter, som er nomineret til at vinde Kristeligt Dagblads initiativpris 2010.

Ideen bag projektet er at “fylde Danmarks kirker til sidste plads sidste søndag i september”. Den idé blev præsenteret første gang sidste år på Vestlolland og breder sig nu til resten af landet. Fokus er på den almindelige gudstjeneste og kirkegang.

Kristeligt Dagblad beskriver i de kommende uger alle syv projekter, der kan vinde Initiativprisen.

———————————-

Julie Hansen | 09. jun 2010

Det kirkelige initiativ “Fyld Danmarks kirker” giver mulighed for at opleve fællesskabet i en fuld kirke om søndagen. Initiativet er nomineret til Kristeligt Dagblads initiativpris 2010

Menigheder på Vestlolland satte sig sidste år for at vende tendensen med halvtomme sognekirker til søndagens højmesse og udnævnte sidste søndag i september til at være en dag, hvor alle kommer i kirke. Det betød fornyet fokus på, hvordan man bedst henvender sig til sognets indbyggere for at vise den almindelige højmesse fra dens bedste side. Nemlig med kirkebænke, der er fyldte til bristepunktet, og en fællesskabsfølelse, der fylder kirkerummet.

Og den idé var og er så god, at den nu som en af syv kirkelige nyskabelser er med i finalerunden i Kristeligt Dagblads store konkurrence om at vinde årets kirkelige initiativpris.

Rebekka Maria Kristensen, sognepræst i Utterslev, Herredskirke og Løjtofte på Lolland, forsøger nu at gøre Fyld kirken-initiativet landsdækkende. Hun oplever, at flere egentlig gerne vil i kirke, men at de netop er nervøse for at være blandt de eneste i en ellers rungende tom sognekirke. En fyldt kirke vil skabe fællesskab og hjælpe på genertheden, mener hun.

“Hvis du oplever det at gå i kirke som noget positivt, så får du afmystificeret tingene og kommer måske igen en anden gang. Så er det ikke sikkert, det lige bliver søndagen efter, men måske et halvt år efter. Det kan være med til at ændre den negative holdning til folkekirken. Folkekirken er fantastisk og god, som den er, og andet end det negative billede fra medierne,” siger hun.

Målet med Fyld kirken-dagen er derfor at få hele lokalsamfundet med i kirke. Også dem, der ikke ved, “hvornår man skal rejse sig op og sætte sig ned”, som Rebekka Maria Kristensen formulerer det. Det har resulteret i større fokus på at få det enkelte sognebarn inviteret i kirke, hvilket Steen Skovsgaard, biskop for Lolland-Falsters Stift, synes er en vigtig kommunikationsmæssig pointe ved initiativet.

Invitationerne til Fyld kirken-dagen rakte nemlig langt ud over kirkebladet og blev bragt både på Facebook, over sms på telefonen og ved simpelthen at gå fra dør til dør med en reklame for gudstjenesten. Ifølge både Steen Skovsgaard og Rebekka Maria Kristensen betyder den mere direkte henvendelse til den enkelte, at folk kan mærke, det gør en forskel, om de møder op i kirken eller ej. Det giver en følelse af at blive set og anerkendt som menneske og tydeliggør ens plads i det kirkelige fællesskab.

“Det her er spændende, fordi der er mange, der siger, vi kommer i kirke, når vi bliver inviteret. Og de føler sig altså ikke inviteret hver søndag. Så hvordan bør vi invitere til gudstjeneste? Er det nok med kirkebladet, eller skal vi være mere aktive på for eksempel internettet? Jeg tror, det her projekt er nyskabende på den måde,” siger Steen Skovsgaard.

Bent Normann Olsen, formand for L0lland-Falsters Stiftsråd, indstillede “Fyld Danmarks kirker” til Kristeligt Dagblads Initiativpris og mener også, at flere ville komme til højmesse om søndagen, hvis de fik en ordentlig invitation til og præsentation af, hvad en almindelig gudstjeneste indeholder. Han tror ordet “højmesse” i sig selv kan virke afskrækkende.

“Man tænker, det er sikkert meget højtideligt eller specielt kedeligt. Sådan et initiativ som “Fyld Danmarks kirker” kan nedbryde de forestillinger om, at gudstjenesten er noget langhåret og uforståeligt,” siger han.

Det er den nu pensionerede sognepræst Bente Asschenfeldt, der står bag idéen om at fylde kirken på en bestemt dag og på den måde få gudstjenesten præsenteret for mange af dem, der ikke normalt går i kirke. Til en pinsegudstjeneste for Lollands Vestre Provsti i 2009 nævnte hun det i sin prædiken, og Fyld kirken-idéen blev så godt modtaget, at flere menigheder på Vest- og Midtlolland allerede samme år valgte gudstjenesten den sidste søndag i september til at “fylde deres kirker”.

Kritikken af Fyld kirken-initiativet har lydt på, at dagen bare er den sidste i rækken af events og kirkelige krumspring, der fjerner fokus fra at respektere og værdsætte højmessens nuværende form. Men både Steen Skovsgaard og Rebekka Maria Kristensen siger, at selvom kirkelige events kan være gode, viser Fyld kirken-dagen netop, at den almindelige gudstjeneste sagtens kan appellere til et bredere publikum.

“Det er fint med ethjulede cykler, jonglører og gospel, men vi har en højmesse, der faktisk er god i sig selv. Den er vores kerneydelse. Og vi finder ud af hver juleaften, at folk kender salmerne og har det trygt og godt i kirken. Højmessen fungerer bedst, fordi vi er så mange. Og den oplevelse skal man have til alle gudstjenester,” siger Rebekka Maria Kristensen.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Advertisement
%d bloggers like this: