Giv kirken en chance
Danskerne bakker i stort antal op om den danske folkekirke. Alligevel benytter de fleste kun kirkerne til dåb, bryllup, begravelse – og så selvfølgelig juleaften.
Folkekirken er imidlertid langt mere. Hver eneste søndag året rundt er der gudstjenester, og ingen skal gå eller køre langt for at komme i kirke.
Måske er det rygterne om halv- eller heltomme kirker, som får mange til at foretrække andre søndagssysler end at gå i kirke. Men kirken fortjener en chance. Derfor blev initiativet Fyld Danmarks Kirker skabt tilbage i 2009, og i år er det syvende gang, kirker over hele landet ringer til fællesskab sidst i september – i langt de fleste kirker søndag 27. september, men der kan være lokale afvigelser.
I kirkerne vil du opleve et fællesskab med salmesang, bøn og en prædiken, der tager udgangspunkt i dagens tekst, men også i dagens aktuelle emner fra det moderne samfund. Og de, der har lyst, kan gå til alters.
Netop fællesskabet er vigtigt for Fyld Danmarks Kirker. Bevidstheden om, at der på samme tid er mange mennesker i kirke fra Skagen i nord til Gedser i syd.
Opfordringen lyder derfor: Giv kirken en chance. Og har du ikke lyst til at gå alene, så invitér familie, naboer, gode venner og bekendte med. I kirken er alle lige. Hvor mange steder i det moderne samfund kan man tilbyde en times rekreation fra stress og jag – ganske gratis?
Vi ses i kirkerne 27. september 2015.
————————————————————————————
Pressemeddelelsen kan hentes her i Word format og i PDF format