Pressemeddelelse 2016

fyld-kirken-logo

Ses vi i kirken den 25. september 2016?

Danmark er et kristent land alene ud fra det faktum at rundt regnet tre ud af fire danskere har valgt at være medlem af Folkekirken og betale kirkeskat.

Det gør de, selv om mange kun benytter kirkerne til dåb, bryllup, begravelse – og til de store højtider som juleaften.

Vi lever i en tid præget af egoisme og en tid, hvor ateister gerne udfordrer danskerne på deres tro. Men vi lever også i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for kirkens budskab om kærlighed –  og brug for det kristne menneskesyn.

I vore dage kan man finde fællesskab på mange måder. Nogle søger det på de elektroniske medier – og glemmer måske den glæde og det nærvær, der opstår, når mennesker af kød og blod samles.

Dette nærvær tilbyder Folkekirken hver eneste søndag året rundt. Kirkedørene er åbne med tilbud om bøn, tilgivelse, fællesskab og ord, der måske udspringer af gamle tekster, men tolkes af nærværende præster, så vi alle kan være med.

Søndagens gudstjeneste, højmessen, er det centrale element i den lokale kirke, selv om det selvfølgelig også er dejligt at se et brudepar gå op ad kirkegulvet eller et lille barn blive døbt.

I 2009 opstod ideen om en særlig ”Fyld Danmarks Kirker” dag, i et forsøg på at åbne fleres øjne for fællesskabet omkring den “almindelige” søndagsgudstjeneste. Den sidste søndag i september er dagen, hvor vi opfordrer vores familie, venner og bekendte til at gå sammen med os til kirke og opleve en times pause fra det travle liv uden for kirkens mure.

Opfordringen gælder også i år. Søndag 25. september 2016 ringer kirkeklokkerne over hele landet til gudstjeneste tæt på, hvor du bor. Giv kirken en chance og gå til gudstjeneste denne dag. Det kunne måske endda gå hen og blive vanedannende.

Læs mere på http://www.fyldkirken.dk.

Vi ses!

————————————————————————–

Pressemeddelelsen kan hentes her i Word format og i PDF format

Advertisement
%d bloggers like this: