Pressemeddelelse 2017

 

 

 

 

Pressemeddelelse 2017

I år fejres 500-året for reformationen i mange lande, også i Danmark. For 500 år siden slog Martin Luther sine 95 teser op på slotskirkens dør i den tyske by Wittenberg, og det blev kimen også til den danske Folkekirke.

Efter Reformationen fik det talte ord hovedrollen i Den danske Folkekirke, så vi i dag finder det helt naturligt at mødes i kirken under præstens ledelse for at høre Guds ord.

Mange føler, de skal have en særlig anledning til at gå i kirke – de kommer til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men man skal hverken vise medlemskort eller have en invitation. Hver eneste søndag ringes der til højmesse i de danske kirker, og alle er hjerteligt velkomne.

Fyld Danmarks Kirker, som i år finder sted for niende gang, er en opfordring til at give søndagsgudstjenesten en chance. Og en endnu større opfordring til dem, der allerede jævnligt går i kirke, om at invitere familie, venner og bekendte med denne ene søndag om året – men naturligvis gerne mange flere søndage.

I år er det Fyld Danmarks Kirker-dag søndag den 24. september. En ganske almindelig søndag i kirkens liv.
Dagens tekst læses op og præsten prædiker ud fra den – omsætter den til noget, vi kan bruge i hverdagen og forholde os til som mennesker og samfundsborgere.

Brug søndagen til en pause i rart selskab med andre, som også holder af vore danske salmer, ældre som nye, og af gudstjenesten i det hele taget.

Kirkens budskab bygger på kærlighed, på tilgivelse og på fællesskab.

I en verden, hvor terror jævnligt skaber overskrifter og utryghed, har vi mere end nogensinde brug for den tryghed, vi finder i Guds ord og det kristne fællesskab.

Vi ses i de danske kirker 24. september. Tidspunktet står i den lokale avis eller på kirkens hjemmeside.

På hjemmesiden http://www.fyldkirken.dk kan man læse mere om baggrunden for Fyld Danmarks Kirker.


 

Pressemeddelelsen kan hentes her i Word format og i PDF format og kan frit bruges i det lokale arbejde

Advertisement
%d bloggers like this: