Nordjyske kirker fyldes på søndag – 22.09.2010

Aalborg stift skriver 22.09.2010

Nordjyske kirker fyldes på søndag

Sep 22nd, 2010 | By Informationstjenesten 

18 folkekirker i Aalborg Stift deltager i den landsdækkende kampagne ”Fyld Danmarks Kirker” søndag den 26. september 2010. Biskop Henning Toft Bro hilser initiativet velkommen og håber det kan fremme kirkegangen

Søndag den 26. september 2010 skal Danmarks kirker fyldes til sidste plads. Opfordringen kommer fra en gruppe præster på Lolland, som sidste år fik folk ud af dynerne og op fra morgenkaffen for at gå i kirke en almindelig søndag.

”Fyld Danmarks Kirker” blev så stor en succes sidste år, at projektet nu gøres til en landsdækkende kampagne. Initiativet går ud på at, at præster og menighedsråd gør en særlig indsats for at invitere til en almindelig gudstjeneste den sidste søndag i september.

Nordjyske kirker
18 kirker nordjyske kirker har taget ideen til sig, og giver nu deres sognebørn en undskyldning for at gå i kirke. I Terndrup og Voer falder dagen sammen med den årlige høstgudstjeneste, hvilket gør gudstjenesten endnu mere festlig.

Biskoppen bakker op
– Projektet ”Fyld Danmarks Kirker” er på rekordtid blev et folkekirkelig succes, hvis altså man kan måle succes på interesse og engagement. Og det kan vi, siger Aalborg Stifts biskop, Henning Toft Bro, og fortsætter:

– Tænk om det kunne medføre at vore kirker, ikke bare på selve søndagen, men alle søndage kunne blive halvtomme. Så er vi nået langt. For er kirkerne halvtomme, er de også halvfyldte.

– Derfor opfordrer jeg menighederne til at vise, at de ikke bare vil have en kirke, men også være kirke. Det ville være en manifestation der rækker frem og konsoliderer kirke- og folkeliv i Aalborg Stift, siger biskoppen.

Både præster og kirkegængere fremover

Henning Toft Bro kan desuden glæde sig over, at det ikke kun er kirkegængere, som kommer til at fylde stiftets kirker fremover. De første måneder af hans embedsperiode kan han nemlig konstatere, at der er en stigning i antallet af ansøgere til ledige præsteembeder. Al snak om præstemangel er dermed udskudt på ubestemt tid.

Læs mere om ”Fyld Danmarks Kirker” og se de deltagende kirker på https://fyldkirken.dk/

Advertisement
%d bloggers like this: