Hals Avis skriver den 15. september 2010

Ideen blev grebet af hendes præstekollegaer og menighedsråd, og en del sogne på Vest – og Midtlolland lancerede ideen under sloganet: “Kom og vær med til at fylde Danmarks kirker til sidste plads sidste søndag i september – Vestlolland viser vejen”.

Konceptet gik i al sin enkelthed ud på, at det skulle være en ganske almindelig dansk højmesse, som man skulle holde, men lige den dag ville man gøre noget særligt ud af at invitere folk til gudstjeneste. Man ville vise den danske højmesse fra dens allerbedste side, og hvad er mere inspirerende end kirkebænke fyldt til bristepunktet og en fællesskabsfølelse, der fylder kirkerummet. Tanken bag denne særlige invitation var, at så kunne man som kirkegænger tage til gudstjeneste og vide, at der var stor sandsynlighed for, at der kom rigtig mange mennesker i kirke.

Som tænkt, så gjort. Og der kom rigtig mange mennesker til gudstjenesterne den dag for at høre verdens bedste budskab og for at være sammen med andre mennesker.

Efter succesen begyndte man at arbejde på at gøre konceptet landsdækkende under titlen “Fyld Danmarks kirker”. Ideen var nomineret til Kristelig Dagblads initiativpris 2010, men blev slået af andre nye tænkende kirkelige tiltag.

Men hvorfor kan en særlig invitation til en almindelig søndags højmesse gøre forskellen mellem få kirkegængere og en fyldt kirke? Det kan jo unægtelig lyde lidt mærkeligt, at en speciel invitation kan gøre hele forskellen. Kirkedøren er jo åben for os alle, gudstjenesterne annonceres i kirkeblade, og i aviser. Formuleret anderledes, så kunne man jo sige, at enhver annonce eller gudstjenesteliste er at betragte som en særlig invitation til hver enkelt af os.

Svaret er sandsynligvis mangfoldigt, men noget af svaret tror jeg kan findes i følgende betragtninger fra initiativtagerne bag den landsdækkende udbredelse af konceptet. De påpeger, at mange måske egentlig gerne vil oftere i kirke, men at de er nervøse for at være blandt de få i kirken, og en sådan mekanisme er jo selvforstærkende i sig selv. Mens en fyldt kirke giver følelsen af fællesskab og dermed hjælper på genertheden. En god og positiv oplevelse vil være med til at afmystificere gudstjenesten og måske give lyst til at komme igen en anden dag.

Er kirken fyldt, gør det måske heller ikke så meget, at man ikke lige akkurat kan huske, hvornår man skal rejse sig op, og sætte sig ned igen, for der vil være andre kirkegængere, der kender reglerne. En fyldt kirke giver også oplevelsen af, at hvert enkelt menneske har en plads i det kirkelige fællesskab, og en tydeliggørelse af anerkendelsen af det enkelte menneske. En fyldt kirke, der bruser af salmesang, giver både lysten og muligheden for at synge med, selvom man ikke lige kender salmen så godt.

Der har også været kritik af konceptet. Det er blevet fremført, at “Fyld Danmarks kirker” blot er den sidste i rækken af event og kirkelige krumspring, der fjerner fokus fra at respektere og værdsætte højmessen i nuværende form.

Set fra min præstetaburet bunder den holdning vist blot i, at man måske ikke helt har fået konceptet til fulde. Det er jo nemlig, at der intet specielt foregår i kirken denne søndag. Det skal være en ganske almindelig højmesseliturgi, salmer passende til dagens tekster, altergang o.s.v. Ingen krumspring eller andre lokkemidler, men blot den gode – fede – oplevelse af at have en plads i- og være en del af det kirkelige fællesskab.

Så vidt jeg er bekendt, er ingen af kirkerne under Hals avis’ dækningsområde tilmeldt konceptet, men det skal da ikke hindre mig i at komme med en opfordring til at komme i kirke søndag den 26. september på dagen “Fyld Danmarks kirker”.

Sagt med et glimt i øje – kom og se om hele menigheden kan være i din kirke. Vi ses.

Lisbeth Bukh i Ulsted