Opfordring fra biskop Steen Skovsgaard – august 2010

Fyld Danmarks kirker!

Det er tankevækkende, så mange gange Ny Testamente taler om fylde. Vi hører om tidens fylde, at blive fyldt med Helligånden, fyldt med tro og visdom, nåde og sandhed, fyldt med forventning, glæde og duft. Vi hører om fulde kar, fulde kurve, fulde lagre. Og endelig hører vi i Jesu lignelse om det store festmåltid, at husets herre befaler, at hans hus skal være fyldt. Gud er altså ikke tilfreds med halvtomme huse eller kar. Han ønsker fulde kar og fulde huse, og Han ønsker at fylde os med sin Ånd.

På den baggrund er der god grund til at tænke og drømme stort og sige: Lad os dog fylde Danmarks kirker! Lad os som Herrens sendebud gå ud på gader og stræder med invitationen om at samles til gudstjeneste. Lad os bakke op om initiativet ”Fyld Danmarks kirker” søndag den 26. september og invitere vidt og bredt i sognet, så kirken kan blive fyldt. Kun fantasien sætter grænser for, hvem vi skal invitere, og hvordan vi skal gøre det. Men lad det for Guds skyld ikke være vanen, dovenskaben eller mismodet, som bestemmer over os, så vi kalder det for pjat eller nyttesløst at fylde kirkerne.

Der er dage, som skal være anderledes, og som kan hjælpe os til at tænke nyt og vove at gå nye veje. Det er sundt ikke altid bare at gøre, som vi plejer. Lad derfor denne dag minde os om, at det ikke er godt nok, at kirken ikke er fyldt. Vi ved da godt, at det er meningsfyldt at holde gudstjeneste også for få. Men lad os denne ene dag alligevel vove at sige: Nej, det passer ikke. Det er slet ikke nok. Vi vil fylde kirken, for vi er tjenere for en herre, som ønsker fulde huse.

Derfor skal der lyde en varm opfordring til at bakke op om initiativet: ”Fyld Danmarks kirker”, søndag den 26. september 2010!

Steen Skovsgaard

biskop

Reklamer
%d bloggers like this: